Kommunismekalender: Center for Vild Analyse

Venner. Det er spennende tider. Lekkasjer truer rikenes sikkerhet; studenter mobiliserer til nye demonstrasjoner i London; Spania erklærer unntakstilstand og setter inn militæret for å forhindre
turistøkonomiens kollaps; kulturkampen tilspisser seg, nytalen sniker seg inn i norske medier: litteratur er bøker, politikk er (kapitalistisk) teknokrati. Er noen overhodet i stand til å argumentere mot privatisering av jernbanen?

I en tid hvor det manisk ropes at "alt er mulig!", bør man se etter det umulige. Vestens ytringsfrihet er ukrenkelig når Muhammed-karrikaturer publiseres, men når intimiderende informasjon om våre folkevalgte og deres venner lekker ut, viser det seg, at friheten heller er et våpen mot det fremmede enn et egentlig prinsipp, som når (muslimske) innvandrere vises bilder av toppløse damer og menn som kysser i Nederland: Dette er våre verdier, dette er vår frihet - suck on it! Assange: "The west has fiscalised its basic power relationships through a web of contracts, loans, shareholdings, bank holdings and so on. In such an environment it is easy for speech to be 'free' because a change in political will rarely leads to any change in these basic instruments. Western speech, as something that rarely has any effect on power, is, like badgers and birds, free."


politikk poetikk praksis starter i dag sin julekalender om kommunismens idé. Vi har invitert lek og lærd til å presentere hvert sitt kapittel fra The Idea of Communism, som samler fremleggene fra kommunismekonferansen på Birkbeck 13.-15. mars, 2009. Vi er glade for å herved kunne presentere den danske tenketanken Center for Vild Analyse, som hadde to av sine representanter til stede under konferansen. Teksten de skrev i den anledning, ble aldri publisert, men fungerer i denne sammenheng som en god introduksjon for de kommende lesningene. Her trykkes den for første gang.


Kommunisme i London
Af Kasper Porsgaard og Brian Benjamin Hansen
Kasper Porsgaard er ph.d.-studerende ved Institut for Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, Brian Benjamin Hansen er ph.d.-studerende ved Institut for Filosofi og Idehistorie på Aarhus Universitet. De er begge tilknyttet tænketanken Center for Vild Analyse.
Begrebet ”kommunisme” var på dagsordenen, da over 800 mennesker mødtes i Birkbeck University College i London, den 13.-15. marts, 2009. En perlerække af talere var inviteret: Alain Badiou, Michael Hardt, Bruno Bosteels, Peter Hallward, Allesandro Russo, Alberto Toscano, Toni Negri, Terry Eagleton, Jacques Rancière, Slavoj Žižek, Gianni Vattimo og Judith Balso. Her følger en rapport fra begivenheden.

Move over Jacko!
”Move over Jacko, Idea of Communism is hottest ticket in town this weekend”! Sådan omtalte den store avis The Guardian begivenheden. Konferencen, der var arrangeret af venstrefløjstænkerne Slavoj Žižek og Alain Badiou, kunne da også prale med et sandt Dream Team af radikalfilosoffer fra Italien, Frankrig og USA, og over 800 mennesker havde valgt at tilmelde sig arrangementet, hvilket må betragtes som et stort antal for en konference med et hovedsageligt filosofisk tema.

Formålet med konferencen var at undersøge ”kommunismen”. Ikke så meget i dens konkrete historiske manifestationer, men snarere hvad angår dens grundlæggende ide. Er der en ide i kommunismen? Er der en ide i at bruge ordet ”kommunisme” som betegner for en politisk tænkning? I en nutidig debat, hvor ordet kommunisme pure afvises (af liberale og konservative) eller vækker ureflekteret entusiasme (hos en lille kerne af venstreradikale grupper), er det en pointe i sig selv at tage ideen alvorligt. ”Trust theory!” var da også én af Žižeks første formaninger på konferencen.

Kapitalismen og ”det fælles”
Det første spørgsmål, der overhovedet blev stillet fra publikum, var ganske symptomatisk. En mand ville vide, hvorfor det er kommunismen, som er filosofiens hjemsted – som Alain Badiou hævder – og ikke kapitalismen. Er filosofi ikke, spurgte han, at sidde foran sin computer og fortolke og udveksle argumenter? Og er det ikke kapitalismen, der muliggør denne praksis? Hvorfor kan vi til en konference som denne ikke have en lige debat, hvor vi diskuterer kommunismen op imod kapitalismen? Tilråbene fra en enkelt vred aktivist blev overdøvet af publikums klapsalver til spørgeren. Bruno Bosteels fra panelet udråbte endda mandens handling til en ægte ”Žižekian act”. Også Žižek selv fandt spørgsmålet centralt. Hans svar var enkelt, men til gengæld meget præcist: Du spørger efter en lige debat? Det er let at sige… Din side, den kapitalistiske side, holder konferencer hele tiden – when were we ever invited there?

I øvrigt var der nu et par af oplægsholderne, der tog kapitalismen ret alvorligt. Michael Hardt leverede eksempelvis en skarp analyse af nye tendenser i kapitalismen (som enhver kapitalist helt sikkert ville have fundet nyttig). Hardts pointe er, at vi i dag kan tænke ejendomsret på tre måder. Den private ejendomsret er kapitalismens måde at tænke på. Den offentlige ejendomsret er socialismens måde. Men en tænkning af ”det fælles” kunne være kommunismens måde (hvilket også er temaet for Hardt og Negris siden udkomne bog). Ifølge Hardt er en tænkning af det fælles hårdt tiltrængt. Der findes i dag en masse immaterielt og biopolitisk arbejde (arbejde med software, vidensproduktion, HR-arbejde, arbejde i servicesektoren, arbejde med turisme osv.) Alt dette immaterielle arbejde handler egentlig om det fælles, nemlig om ideer, tegn, følelser – det handler i større vendinger om at tænke, se, høre og elske – men kapitalisterne forsøger at gøre dette fælles til deres eget. Det kan ifølge Hardt forklares med overgangen fra kapitalistisk udbytning gennem profitmaksimering til udbytning ved hjælp af leje. Det fælles privatiseres ikke mere ved direkte intervention i produktionsprocessen (løb stærkere, producér mere), men fx ved hjælp af streng lovgivning vedrørende copyright (tænk på, hvordan et firma som Microsoft erobrede software-markedet).

Især denne sidste pointe var Žižek enig i, og han nævnte i forlængelse heraf, at skiftet i den kapitalistiske indtjeningsform har forbindelse til opblomstringen af den såkaldte ”kapitalisme med asiatiske værdier”, hvilket vil sige en kapitalisme, der trives bedre i autoritære stater såsom Kina, end den gør i det demokratiske Vesten. Det omtalte skift betyder dog også, at der i dag er en gylden mulighed for de forskellige grupper af proletarer (vidensproletarer, arbejderproletarer og simple outcasts) for at forene sig i en fælles kamp for ”det fælles”.

Opdelingen af Sydamerika
Spørgsmålet er blot: Hvordan? Frem for alt kom konferencen til at handle om, hvorvidt det kommunistiske ideal skal forfølges i form af løsrevne frigørelseskampe på afstand af staten, eller i form af en partipolitisk organisering og magtovertagelse i de enkelte stater.

På den ene side stod Negri, der går ind for ”multitudens” subversive kraft nedefra. Multituden er et centralt begreb hos Negri, og står for en kollektiv politisk bevægelse (eller et kollektivt subjekt, som det hedder i filosofien). Hos Negri fungerer dette kollektive subjekt ikke på statsligt niveau, men er på den anden side heller ikke imod staten, som det i sidste ende både opretholder og udfordrer. På den anden stod Žižek, der (for tiden) går ind for en regulær overtagelse af statsmagten, sådan som Hugo Chavez har gjort det i Venezuela.

Det virkede til tider, som om oplægsholderne havde delt Sydamerika mellem sig på forhånd. Žižek var med Chavez, Negri med Luiz Inácio da Silva (eller Lula) i Brasilien, Bosteels talte positivt for Álvaro García Linera i Bolivia og Peter Hallward fokuserede på (ikke helt Sydamerika, men alligevel) Jean-Bertrand Aristide i Haiti. Hvad angår revolution, er Sydamerika altså det nye Frankrig. Alain Badiou peger da også nogle gange på zapatisterne i Mexico, når han skal eksemplificere sin ide, som handler om en politik på afstand af staten. Badiou indtager her en mellemposition, mellem Negris ”leftisme” (multitudens spontane selvorganisering) og Žižeks ”statisme” (overtagelse af staten). Badiou går ind for en såkaldt unddragelsens politik, hvilket han (og især hans discipel Judith Balso) gjorde meget ud af på konferencen. Han mener, at disciplin eller organisation er nødvendig, men ikke statslig organisation. Der er tale om en helt ny form for organisation, som tager udgangspunkt i en politisk ”begivenhed”. En ”begivenhed” er det, som bryder med staten. Det er et oprør, der i første omgang blot stiller krav til staten, men som med tiden kan vokse sig stærk nok til at ”trække en diagonal” gennem en given situation (et givent samfund) og dermed ændre den. Hvilket vil komme helt bag om staten.

Badious bidrag er originalt, ikke mindst filosofisk, men det forekommer til tider meget abstrakt. Et andet meget originalt bidrag leverede Rancière, der formår at være lige så radikal som Badiou (i den forstand at kun den rene lighed kan tælle som en politisk opfindelse), men som slet ikke er lige så spekulativ. For Rancière drejer det sig altid om det første moment af emancipation, hvor en lighed indskrives eller indfris i en bestemt situation. Ikke mere end det. Det er forholdsvist nemt at forstå. Men er selve opgaven ikke hård nok? Lighed er netop uenighed og konflikt. Ligheden laver uorden i den herskende ”opdeling af det sanselige”, den laver uorden i den organiserede ulighed. Samfundet (eller staten) som sådan kan ikke emanciperes, hævdede Rancière, hvorfor han skelnede mellem emancipation og kommunisme. Det eneste, vi ifølge Rancière kan tale om, er en affirmation af intelligensernes (kønnenes, klassernes, osv.) lighed, der bevæger sig fra individ til individ. Vi må have tillid til at denne proces kan opnå kollektiv effekt. Rancière tog ikke parti for nogen i Sydamerika.

Dialektik?
Et særligt filosofisk spørgsmål, der syntes at gå igen på konferencen, var spørgsmålet om historien. Skal vi forstå historien med Hegel og Marx, som en dialektisk proces, eller skal vi forstå historien i rene brud? Spørgsmålet kan synes meget uhåndgribeligt. Alligevel er det helt centralt og yderst vigtigt at forholde sig til for at kunne navigere politisk i verden i dag. Hvordan skal man fx forholde sig til kapitalismen? Indeholder kapitalismen kimen til sin egen overskridelse, som det synes at være tilfældet hos især Hardt og Negri, og skal man derfor forsøge at radikalisere kapitalismen selv, når man vil sætte gang i en politisk proces? Eller må enhver politisk proces tage udgangspunkt i noget uden for kapitalismen, i noget der ikke er i kapitalismen, som Badiou mener?

Og et andet spørgsmål: Hvordan skal man forholde sig til ”den politiske handling”? Er den politiske handling afhængig af hvilken kontekst, den sker i, og således af en analyse af denne kontekst og dens potentiale, som det synes at være tilfældet hos Žižek (der netop har mange forskellige bud på, hvad en handling kan være i forskellige situationer – ”gør alt”, ”gør intet”, ”gør noget” osv.). Eller skal man ”blot” indfri den altid mulige lighed hver eneste gang, uafhængigt af konteksten, som hos Rancière? Og hvad skal vi mene om de katastrofer – finansielle og klimatiske – der skyller ind over os i øjeblikket? Kan man opfatte disse kriser som anstød, der netop (som det også er tilfældet hos Marx) kan sætte en social mobilisering i gang?

Især de franske filosoffer havde en forkærlighed for antidialektikken, for det rene brud, for ”begivenheden”. Ingen ønskede at være hardcore-marxister på dette punkt og sige, at vi er underlagt historien. De mest spændende positioner var dog antidialektiske/dialektiske positioner. Terry Eagleton foreslog fx formlen ”at blive tvunget ind i frihed” med henblik på klimakrisen og opridsede muligheden af en ”katastrofisk kommunisme”. Žižek sagde, at hvis vi går ind på, at alt er domineret af kapitalismen i dag (så historien i øjeblikket kan siges at være kapitalistisk), så må vi også sige at denne kapitalisme er fuld af inkonsistenser, kontradiktioner og fejl (lidt som da Neo i The Matrix opdager en kat, der går forbi to gange). På den baggrund kunne Žižek udvikle følgende historiefilosofi: Historien bringer ikke løsninger, historien bringer deadlocks.

Under alle omstændigheder handler det om at forholde sig til begrebet om historie. Er tiden moden til politisk handling nu? Eller vil tiden aldrig være moden? Badiou havde rent faktisk et stærkt svar på dette spørgsmål. I dag handler det blot om at holde ”den kommunistiske hypotese” i live, sagde han, idet han med denne hypotese mener: Ideen om lighed. Vi befinder os i øjeblikket på samme stadie, som i det nittende århundrede: Vi skal blot sørge for den kommunistiske ides eksistens, ikke dens konkrete virkeliggørelse. Ved at genformulere den kommunistiske ide får vi mulighed for at se virkeligheden i et nyt lys.

Det Reelle vender tilbage
Hvilken bedre afslutning på konferencen end et møde med selve det Reelle? En kort anekdote fra vores ophold i London må berettes her: På en bar i øst-London støder vi helt tilfældigt på den russiske avantgardekunstner Alexander Brener. På det tidspunkt ved vi endnu ikke, at det er ham. Da vi kommer ind på baren danser to mennesker midt på dansegulvet, en mand og en kvinde, og sidstnævnte har tilfældigvis smidt bukserne. Men så sker det. Pludselig begynder manden at smøre en substans rundt i sit hoved, som viser sig at være kvindens fækalier. En grim stank breder sig i lokalet og blæser forbi os, da manden med sære grimasser og lort på fingrene forsøger at skræmme os i baren. Før de begge forlader lokalet.

Alexander Brener er den samme mand, som for et par år siden spyttede Žižek to gange i hovedet under en konference i Ljubljana. Hans argument dengang var simpelt. Hvis det handler om frigørelse, hvorfor sidder der så to mestre for bordenden (i Ljubljana var det Giorgio Agamben og Žižek selv) og en masse høflige mennesker og lytter på? Breners intervention var således det Reelles genkomst midt i den akademiske diskurs. Alle disse konferencer om frigørelse handler altid om ”subjekter” og ”objekter” (der er en lang filosofisk tradition for at tænke disse størrelser), men hvad med abjekterne? Nemlig spyttet, snottet, sveden, blodet, sæden og lortet … ? Žižek har endda selv peget på, at når en konference om postideologisk politik er overstået, så går de ophedede debattører på lokum – denne mærkelige indretning, som skiller os af med alt det pinlige, som vi ikke vil tænke over – og sidder altså igen i ideologi til knæene.

Hvis der er noget, som vi skal tage med os fra konferencen, så er det dog ikke en eller anden ide om ”at skide på gulvet nu!”. Der var flere, der i overført betydning sked på gulvet og pissede deres territorier af undervejs, for eksempel flere af de organiserede grupper og nogle af de skæve personligheder blandt spørgerne.

Det er klart, at konferencens oplægsholdere gjorde sig store illusioner om menneskehedens fremtid (illusioner på vores vegne), og disse illusioner skal selvfølgelig udfordres. Som Badiou var inde på, er det imidlertid i dag påkrævet, at vi overhovedet opfinder en illusion, der er stærk nok til at vi kan begynde at se virkeligheden i et nyt lys. Vi må altså have flere analyser af kapitalismen på banen, som Hardt fx gjorde det (dvs. mere politisk økonomi). Vi må have mere tænkning af begrebet om staten på banen, fordi det endnu virker noget abstrakt, hvad vi skal mene om staten (dvs. mere politisk filosofi). Disse to problemer var især fremherskende på konferencen og kræver vores opmærksomhed. Mens vi venter på det Reelle.