Den 19. januar 2011 spurte vi danske René Jean Jensen om han ville delta i en brevveksling (over e-mail) for å diskutere hans to utgivelser fra 2010, Jeg har planlagt at dagdrømme og Om april, i maj. Det ville han. RJJ fullførte Forfatterskolen i København allerede i 1999. Med unntak av diktsamlingen Opvågningsbog (Basilisk 2001), er det først og fremst som redaktør og oversetter i København-baserte Basilisk forlag han har virket som litteraturarbeider. Blant oversatte forfattere kan vi nevne Kenneth Koch, Thomas Bernhard og Robert Walser, og hans interesse for sistnevnte vil bli diskutert senere.
Både diktene (JHPAD) og kortprosaen (OAIM) interesserte oss, ikke minst på grunn av den uanstrengte identitetsproblematiseringen, og hvordan skillet mellom tenkning og sansning opphører, til fordel for en undrende observasjons- og innbilningsglede, hvor observatøren til stadighet sår tvil ved hvem det er som observerer. Setningene drives frem av en anarkistisk impuls, som føles seriøs uten å være selvhøytidelig, morsom uten å være selvironisk. Andre trekk ved bøkene vil forhåpentligvis fremkomme etter hvert som brevvekslingen utfolder seg. Vi vil også berøre hans for øyeblikket hvilende bloggprosjekt, Myrerne, hvor han nærleser Hölldobler og Wilsons The Ants, visstnok et naturvitenskapelig hovedverk om maur.
Første runde med brev følger her. Andre del kommer på mandag, og det hele avsluttes om en uke. Bildene er tatt av RJJ og hentet herfra.
Oslo, 29/4-11
René,
Jeg sitter hjemme i Oslo og følger direkteoverføringen av det britiske prinsebryllup på radio, nett-tv og nettaviser, og jeg vet at jeg lenge har lovet å kontakte deg i anledning dine to utgivelser i fjor: Om april, i mai og Jeg har planlagt at dagdrømme. Grunnen til at det har drøyet så lenge, er at jeg ikke har visst hvor jeg skal begynne. Jeg velger et nedslagspunkt, bare for å begynne et sted, et dikt fra JHPAD (s. 14):
Flugtmuseet
Jeg har en forestilling om en grøn eng. Jeg kan ikke
få den grøn nok. I sig selv vinder dét nederlag
intet ved at blive udstillet på fx flugtmuseet.
Det havde sikkert været en god ide med
vandpolo den sommer, men jeg overvandt den
på forhånd. Ved ønskebrønden opstod de reneste længsler,
de pureste opspind: Jeg ville gerne være vægtløs uden at klæbe
til andet vægtløst. Landskaberne gav mig dårlig
samvittighed. Dét gikk for hurtig, måske var den slette
vis. Men pyt, så vokser
præsentérbakkerne op under mig. Jeg står så godt
til den slags bevægelse.
I ørkenbussen himlede jeg
over duften av en lille drengs banan.
Og alle opgørets timer med dig? De løber sammen,
de fletter fingre. Jeg blev egentlig vækket
af lysten til at vække dig.
Diktene dine brakte meg til Deleuze & Guattaris «Hvordan laver man sig et legeme uden organer?», fra Tusind platåer. I denne teksten utforsker de blant annet hvordan kroppen fastlegges bestemte mønstre (eller «strata» med deres vokabular) og påtvinges betydning og subjektivering: «Du bliver organiseret, du bliver en organisme, du artikulerer dit legeme – ellers er du bare depraveret. Du bliver signifiant og signifié, fortolker og fortolket – ellers er du bare en afgiver. Du er subjekt, og fastlagt som sådan, et udsigelsessubjekt indfældet i et udsagnssubjekt – ellers er du bare en vagabond.»
Artikuleringen av den helhet av kroppskjøtt og bevissthet, med hva den måtte bære med seg av minner og framtidsprojeksjoner, er min selvforståelse. Dette slipper vi neppe unna, og ikke tror jeg det er ønskelig heller. Men en slik identitetsbekreftende tenkning leder fort i en undertrykkende retning: «Jeg er sånn, jeg.» Og det er jeg stolt av! Deleuze & Guattari skriver derfor at man kan desartikulere organismen, varsomt:
Man gør det ikke med hammerslag, men med en meget fin fil. Man opfinder selvdestruktioner der ikke er det samme som dødsdrift. At opløse organismen er ikke at tage livet af sig selv, det har det aldrig været, det er at åbne legemet for sammenhænge som forudsætter en hel montage, krædsløb, forbindelser, etager og tærskler, overgange og intensitetsfordelinger, territorier og deterritorialiseringer der måler som af en landmåler.
Jeg finner et forsøk på å praktisere en slik forsiktig nedbygging av grensene mellom selvet og omgivelsene i din poesi. I diktsamlingens midte del settes konsekvent «jeg» i venstremargen, mens «mig» står i den høyre:
Jeg er ikke interesseret nok i mig selv,
jeg er selvoptaget, men uinteresseret i mig selv.
Desværre er
jeg heller ikke rigtig interesseret i noget andet. Ikke nok. Ikke nok i mig selv,
ikke nok i noget andet.
Jeg kom til at grine før
jeg var klar til det og så lød det tørt, idefyldt. I den udstrækning
jeg er i besiddelse af mod er det måske bare en parasit med andre planer. Kom og se,
jeg kan finde den kolde hane i mørke.
De fem popsange
jeg hørte på køreturen handlede alle om, at
jeg skal ændre mig selv
først (og derefter evt. verden). Den slags popsange gør mig
vred.
Jeg ville ønske de gjorde mig
mere vred.
Her plasseres altså subjekts- og objektsformen av det personlige pronomen jeg i hver sin ytterkant, noe som bidrar til å skjerpe oppmerksomheten mot disse størrelsene. Selvforståelsen settes i scene. Men samtidig er det ikke en skjødesløs destruksjon av subjektet som foregår i dine bøker, heller en slags selvomsorg som er inneforstått med sin egen porøsitet: Å ta vare på seg selv er å åpne for forbindelser til andre (og annet), bekjempe sin indre oberstløytnant. Det er slik subjektet blir til, eller alltid er tilblivende. Den amerikanske Language-forfatteren Lyn Hejinian sa i et intervju en gang, at det vi skulle oppgi ikke var «en del av jeget», men heller «en meget indskrænket opfattelse af, hvad jeget er. Vi har ikke brug for mindre selv, men mer selv. Vi er hver især mere, end de normale begrebssystemer antyder.» Derfor foreslår hun litteraturen som en form for spredning. Et annet av dine dikt åpner slik:
tilvækst af jeg-følelse
øverst på bakken
råd til at ignorere botanikken
et mylder af vilde blomster
Her settes jeg-følelsen opp mot det vegetative liv, som i følge Aristoteles er den nederste av de tre sjelstypene (planter, dyr, mennesker). Samtidig brukes ordet tilvekst om jeg-følelsen, noe som gir nettopp vegetative konnotasjoner. Selvbevisstheten dannes derfor delvis gjennom en metafor fra det planteriket jeget tar seg råd til å ignorere; jeget setter et skille mellom seg og de ville blomstene – øverst på bakken, eller øverst i det levendes hierarki. Slik leste jeg det først.
Men så bet jeg meg fast i ordet botanikk. For botanikken er jo nettopp menneskenes lære om plantene, altså klassifiseringen av det ville mylderet. Dermed kan den første lesningen vris rundt: Jeget tar seg råd til å ignorere botanikken (klassifiseringen), til fordel for et mylder av ville blomster, det gir seg hen til – eller kan man si dyrker? – det ukategoriserte, ignorerer strukturene, de sementerte strata. Men det er således interessant at jeget tar seg «råd til» å ignorere botanikken. Man kan kanskje kalle dette en slags forhandling mellom vanvidd og mening. D&G skriver senere:
Organismen må fastholdes, i det mindste i et sådant omfang at den kan gendannes hver morgen; og man må beholde lidt forsyninger af betydning og fortolkning, i det mindste for at kunne sætte dem op imod deres eget system når omstændighederne kræver det, når tingene, menneskene eller endda situationerne tvinger én til det; og man må beholde nogle rationer subjektivitet for at være i stand til at respondere på den dominerende virkelighed. Mim strataene. Man når ikke frem til Legemet uden Organer og dets konsistensplan ved at destratificere helt vildt.
Det er som om man kan snakke om en slags frihetsøkonomi, hvor man delvis bygger ned jeg-følelsen, slipper til de ville vekster, men uten å flippe helt ut. Jeg har tenkt mye på dette i det siste, og ikke bare i skrivingen, men i det livet man skal føre: omstendighetene krever det. Jeg tenker iblant på at Deleuze førte et normalt liv. Poesien og begrepsdannelsene kan utvide horisonten, som man sier, men er det ønskelig å la horisonten gå i oppløsning? Den friheten poesien kan skape – fra normalprosa og snusfornuft – er ingen utopi, ikke et lovet land. Det er ikke noe mål å frigjøre seg fra alle strukturer og systemer, men å være viss om dem og derifra lage sine fluktlinjer. I en samtale med Mazdak Shafieian i Au petit garage [A], sier Gunnar Wærness:
Jeg merker en tendens innenfor samtidslitteraturen at man politiserer grammatikken, jeg har selv falt for den fristelsen: At vi har en grammatikk er et uttrykk for noe autoritært, at grammatikken skulle representere en slags tøyling av ordenes blomstrende mangfold. Slik kan vi redusere alle former for tøyler til å spille rollen som alle nevrosers mor. Så om jeg bare føkker opp hele strukturen, havner i kaos og lar driftenes bål lutre hele skiten, da blir vi alle frie. Det er en litt skakk deleuziansk hippiekortslutning: at man bare river galehuset, slipper fangene fri, og så vil de dårlige energiene utlade seg og komme til forklaring. Slik kan det lyde når man dyrker friheten i stedet for å bebo eller bejae den. Den havner på peishylla som en estetisk artefakt.
Så hvor står vi nå?
Alt godt,
Arne
København 080511
Arne,
Ja, hvor står vi nu? Jeg sidder p.t., meget mod min røvs vilje. Og mine bens. Tror jeg har siddet en nerve i lænden skæv, i stykker eller lignende. Din krop forsøger at fortælle dig noget. Det anede mig, men hvad? Du sidder for meget, forkert, for længe. Modtaget, men har den også nogle forslag til næste skridt fra min side, vil den mon dele sin merviden med mig? Du skal gå til læge. Er det dét den siger? Ja, den siger: Bring mig til en læge, jeg kommunikerer bedst med fagfolk. Aha, skal ske. Og hvis du så fremover vil behandle den i henhold til udbredte antagelser om god siddeskik, tak (osv).
Sid stille-ordren (fra skolen eller ved spisebordet) er måske et eksempel på det D&G i den første passus du citerer kalder en artikulation af legemet, de skriver så godt nok: ”du artikulerer dit legeme”, altså er det andre/en anden/noget andet der artikulerer, eller nej, forsøger at des-artikulere legemet i mit tilfælde. Hold kæft, sid stille. Det forsøger jeg at sige til mine sovende ben og min ditto røv, men de lytter ikke. Kroppen lytter tilsyneladende ikke. Det er der en komisk dualitet over, synes jeg. Eller hvad man nu skal kalde det. Det jeg finder komisk er hele sceneriet: udspaltningen af talende krop/lyttende ”jeg”, krop her/jeg der. Jeg tror at der lurer en metafysisk struktur (en mystificeret dybdestruktur, som jeg forleden hørte Per Aage Brandt kalde selve tankefiguren) i forestillingen om den ufejlbarligt kommunikerende krop og den tunghøre bevidsthed, der må fortolke (eller få andre til at fortolke) det kroppen siger. Et dyb der kommunikerer og en overflade der modtager, noget frit der taler til noget ufrit – og lignende asymmetriske konstellationer. En iscenesættelse af et lille drama med ”krop” og ”bevidsthed” på rollelisten – men det pudsige er jo at denne ”krop” – som altid har ret, åbenbart – meget ofte taler et sprog den er blevet disciplineret til at tale, et historisk betinget sprog hvori ord (og bagvedliggende begrebspyramider) som sundhed, fitness, levetid fx florerer. Og at ”bevidstheden” endvidere kun hører det den er blevet indprentet at den skal høre: det er bare din egen venligtsindede krop der taler, ikke andet, ikke andre.
Jeg læser for tiden den franske forfatter/filosof Tony Duverts bog fra 1973, Le Bon Sexe Illustré, (i engelsk oversættelse, Good Sex Illustrated). Duvert udstiller skarpt hvor kodificeret den franske seksualundervisning er, hvor prædetermineret et forløb (dreng, mand, dygtig far/pige, kvinde, dygtig mor) seksualiteten tvinges ind i og hvor meget forestillingerne om ”den sunde seksualitet” mimer produktionstænkningen i det kapitalistiske samfund, hvilket fx gør sex til en slags investering og tanken om planløs sex skrækindjagende. Han skriver et sted:
”Permissible 'orgasm' is an ultimate form of goods that you obtain through an infinity of obstacles and that you jealously guard. Because if pleasure remained without purpose, it would be the kind of squandering that thwarts the social order and the inner order of the subject. The free play of pleasure isn't marketable, it isn't invested to acquire, it wants neither ownership nor any permanent object, and it has no jurisdiction: it is gratuitous, and therefore irretrievable by the exploitive order. Under such conditions, it remains prohibited. And the idea of the 'sexual' that liberal propaganda, and the medicine that serves it, present to us as 'spontaneous', as 'natural', as the 'animal' in us, is in reality that which is heavily influenced by the most rigid structures of abuse and the most subtle misappropriations.”
Det er for så vidt kendt stof Duvert beskriver her, og måske har produktionstænkningen endda udviklet sig yderligere siden 70'erne og seksualiteten er muligvis også (som så meget andet) blevet invaderet af konkurrencedogmer og andre rationaler. Det tror jeg godt man kunne påvise hvis man gad. Duvert er på mange måder meget tidstypisk i sin argumentation og han bygger måske ligefrem selv i bogen (jeg har ikke fået læst den færdig endnu) en mystificerende dybstruktursfortælling op, når han et andet sted antyder at individet hinsides (eller er det kun før?) omverdenens forskellige manipulerende og seksualdisciplinerende indgreb er i besiddelse af en ”autonomi som begærende subjekt”. Det har vi jo paradoksalt nok også LÆRT at begæret er, nemlig autonomt. At det er ”autentisk” og for nogle endda ligefrem det sidste reservat for autenticitetsfantasier. Men er det virkelig det? Duvert skrev jo: ”And the idea of the 'sexual' that liberal propaganda, and the medicine that serves it, present to us as 'spontaneous', as 'natural', as the 'animal' in us, is in reality that which is heavily influenced by the most rigid structures of abuse and the most subtle misappropriations.” Selv når man tror at der findes en ”fri og autentisk seksualitet” er man i fare for at koble sig på forestillinger om frihed, autenticitet og seksualitet som ikke er uden afsendere og hensigter. Det er måske en banal erkendelse, men det bliver den ikke ligegyldig af.
Jeg tror spørgsmålet om kroppens autonomi (eller utopien om denne) knytter an til den frihedsøkonomi du skriver om. Seksualiteten er hos Duvert blevet taget til fange af borgerskabet og må frigøres. Men hvordan? Hvordan skal emancipationen forløbe? Det er altid et prekært punkt. Man støder let på problemer når man som frigører sætter sig til bordet og skal skrive Planen for Frigørelsen, der breder sig let en brændt lugt af ufrihed i opgavefordelingskontoret og over to-do-listen og de ”nødvendige, men midlertidige hierarkier”. Kan kroppen endegyldigt frigøres, kan man installere friheden ét sted?
Jeg stødte i en anden forbindelse på Ernst Jüngers essay Om smerten (1934). Det er jeg heller ikke færdig med at læse, men jeg kan alligevel ikke lade være med at citere fra det. Jünger skriver om smerten som noget uundgåeligt, om ”smertens omringning og indeslutning af livet” og alle menneskets (meget er i bestemt ental hos Jünger) krumspring for at fortrænge dette. Uden at overdrive kan man godt sige at Jünger omfavner smerten og i hvert fald ikke har tænkt sig at lytte til en rethaverisk krop indskrevet i et smerte (og døds-) forebyggelsesprojekt. Han hylder de(n) holdning(er) der sætter mennesker i stand til ”at fjerne sig langt fra de områder, hvor smerten regerer som uindskrænket hersker. Denne adskillelse træder frem når når mennesket formår at behandle det rum, i hvilket han har del i smerten, dvs.: kroppen, som genstand.” Man fornemmer at det bærer i retningen af det heroiske offer, den disciplinerede krop og det hærdede ansigt rustet til smerten osv. Jeg citerer det her fordi jeg her og der har den disciplin-og-hierarki-skepsis jeg langt hen ad vejen sympatiserer med mistænkt for at hoppe over hvor gærdet er lavest. Hvis ALLE hierarkier er af det onde, er vi så på jagt efter en egalitær ordning, eller ingen ordning overhovedet? Er vi mest opmærksomme på de hierarkier vi ikke selv sidder i toppen af? Det fine ved en forfatter som Walser er, synes jeg, at han netop ikke i sin subtile underminering af hierarkier og hierarkisk tænkning postulerer at der findes noget strukturløst på den anden side. Han underminerer bare. Og sparer ikke sig selv, nu han er i gang.
Wærness' ”deleuzianske hippiekortslutning” synes jeg det virker relevant at tænke mere over. Og den minder mig om Mikkel Bolt & Jakob Jakobsens udstilling This World We Must Leave, som jeg ved fra diskussionen på bloggen politikk poetikk praksis at du også så i Kunstbygningen i Århus. Den tredje film på udstillingen havde denne tekst på lydsiden mens billedsiden mimede ”band i hippiestil på fristed med uplejet græs”:
”People stand talking together, discussing, gesticulating, many are laughing, some stand bowed over the groceries they have dragged from the supermarket out on to the road, while others try to set fire to a cash register that has been put in a supermarket trolley. A couple of dead policemen are floating around in the city lake. Yet another stretch of motorway has been ploughed up and planted with bushes and trees. Others have been filled with landmines. More and more soldiers are deserting. The director of Jyske Bank has changed sides and has blown up his bank. The banknotes are burning. The city streets are full of chaos and orgies.”
Vi er tilsyneladende midt i en revolution. Folk taler og diskuterer med hinanden, mange ler. Der er livlig udveksling, forstår vi. Ingen meningstyranni, ingen censur. Folk har slæbt varer ud fra supermarkedet og ikke betalt for dem. Konsumlogikken er truet. De forsøger at sætte ild til et kasseapparat. Nogle døde politimænd flyder rundt i søen. Interessant. Endnu et stykke motorvej er blevet pløjet op og der er plantet buske og træer på den. Revolutionen kan ikke være helt ny, der er blevet pløjet motorvej i tiden op til denne. Andre motorveje er oversået med landminer, soldater deserterer, Jyske Banks direktør har sprunget sin bank i luften. Pengene brænder! Gaderne er fulde af kaos og orgier.
Orgierne er selvfølgelig tænkt som den frie krops domæne, dens udtryksform. Eller hvad? Det kommer nok an på hvor meget hippiekortslutning man hører i en tekst som B&J's. Er der mon tale om et benignt anarki eller et malignt? Jeg ved det ikke. Hvad siger du? Jeg synes mest jeg hører en doven apokalyptik, eller sagt på en anden måde: Bolt & Jakobsens udstilling fik mig til at tænke på hvor alt for pixelleret jeg af og til synes tænkningen er i såkaldt ”radikal politisk kunst”. Man stiller sig tilfreds med at antyde, skitsere, postulere. Jeg synes fx det er et relevant spørgsmål at stille hvad man skal lave efter orgiet, eller hvordan orgiet skal løbe af stablen, hvordan finder vi deltagere, kommer de af sig selv, er der nogle der ikke må være med, er der nogle der skal vente til det bliver deres tur osv. Organizing freedom? Måske. Eller jeg deler måske bare Wærness' skepsis overfor ideen om at der under alle spændetrøjerne syder og bobler en problemfri socialitet som orgier og diverse sammenbrud vil frigøre. Det er selvfølgelig den gamle diskussion om anarki og menneskesyn og optimisme versus pessimisme og videre i den dur (eller mol).
Jeg læser med stor interesse enhver utopi, og jeg er sådan set ikke uenig med præmisserne bag Bolt & Jakobsens udstilling: at vi lever i et kvasitotalitært samfund hvor alternativer til markedstænkning og kapitalisme virker (eller dømmes ude som) umulige. Jeg har på den anden side også bare en tendens til at stille utopien meget lavpraktiske spørgsmål. Ikke som sådan for at være kontrær. Men fordi det (lavkomiske, skrev jeg først) lavpraktiske forekommer mig at være en af de ting ingen nok så sympatiske revolutioner eller utopier undgår at forholde sig til. Sagt med andre ord: Jeg synes det er reelt væsentlige spørgsmål at stille enhver revolutionær hvad han/hun ønsker der skal komme efter revolutionen. Hvilke planer der er, hvilken (ny) organisationsform man forventer osv. I forhold til hvad der rent faktisk skete (og sker) rundt omkring i den arabiske verden lige nu, i forhold til revolutionerne i Tunesien og Egypten og alle de forskellige organisatoriske, mediemæssige, praktiske foranstaltninger og den (selvfølgelig tumultagtige) planlægning det har krævet og stadig kræver, synes jeg det virker ret dovent, ja, resigneret bare at slå ud med armene og voldsromantisk henvise til nogle døde politimænd, brændende penge, buske OG miner på motorvejene, (som det postrevolutionære samfund åbenbart ikke længere skal bruge, da også infrastruktur er af det onde?), kaos og orgier. I forhold til demonstranterne på Tahrir og deres mobilisering af andre, må jeg bare sige at jeg tilsyneladende er for forsigtigt og tvivlende et gemyt til uden videre at stille mig op bag B&J's (kunst)revolutionære.
Nå, lad mig foreløbig stoppe her. Der er en masse halvbagte sager i gang nu. Jeg ved heller ikke om jeg overhovedet fik svaret på nogle af dine spørgsmål. Et sidste citat fra Om smerten til afslutning:
”I en af Joseph Conrads romaner, der skildrer russiske revolutionæres driven omkring i London og i mange hensigter indeholder profetiske træk, optræder en anarkist, der har gennemtænkt ideen om den individuelle frihed til yderste konsekvens og for aldrig at komme under tvang altid bærer en bombe med sig. Den kan antændes ved en gummibold, som han ved overhængende arrestation lukker hånden om.”
kh
René
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar