Vi fortsetter her samtalen med den danske poeten og oversetteren René Jensen. Denne gangen har han svart med to e-poster, den siste i kjølvannet av 22/7. Les første del her. Siste del kommer på torsdag.
Oslo 31/5-11
René,
Takk for mail. Du skriver om en komisk dualitet mellom kroppen og bevisstheten, denne gamle oppdeling som blant (veldig mange) andre Robert Fitterman og Vanessa Place går mot i Notes on conceptualisms: «Note that in a post-Cartesian world, there is no splitting the baby: minds are bodies, bodies minds. The brain is a piece of the body-meat, the body a bit of brain. This thought, once intolerable, is now a comforting proof that ’I’ do not exist.» Vi blir fortalt: Lytt til kroppens signaler. (Hvem? Jeg?) Så tar vi en joggetur, for kroppen produserer endorfiner og vi føler oss mye bedre etterpå. Jeg leste nylig i den borgerlige norske avisen Dagens Næringsliv om en kvinne som trente åtte ganger i uka mens hun jobbet fulltid og tok et fulltids studium i juss. Det var altså en meget driftig kvinne, og det slo meg at det ville være fåfengt å skulle skrive et sted at jeg selv ikke ville leve slik, at det virket som et fælt liv. Hvilken hensikt skulle det ha? Motspråket ville bli fanget i floskler om «andre verdier», ting som «ikke kan måles (i penger)» osv. – typisk passive fraser som venstresiden gjerne tyr til når den føler seg overkjørt av jernkvinner og turbokapitalister. Det virker fåfengt å reagere, det virker dessuten smålig.
Tilbake til diktene dine, og selvartikuleringen:
(…) En person er en, der
ser sig selv tygge udefra. Boblerne i læskedrikken
søger ud til kanten. På tomannshånd med insekter. (…)
Og senere:
(…) Jeg kan gøre et princip af det jeg er
når jeg finder ud af det. (…)
Artikuleringen handler om å trekke en grense mellom seg selv og omverdenen. I diktet «Som hvad dog?» står det:
(…) Som: Tænk på al den logogenkendelse der
går tabt i dig når du dør. Som: Hvornår
dør du? Som: Ideologisk disciplin er godt for det porøse jeg. (…)
Som: Undskyld, at jeg bruger dig til at lave aftryk i. (…)
Som: Det er bedst
at gøre selvkritikken privat, ellers har den en tendens til at ramme i flæng. (…)
Jeg opplever en gjennomgående konflikt mellom det disiplinerte jeget og oppløsningen av det; det settes avtrykk og mottas inntrykk, og grensene glipper: «vi var med i hans deja-vu». Den «tiltagende jeg-følelse» som ble nevnt i et dikt fra forrige mail, kan i neste øyeblikk være avtagende. Jeg lurer på om vi kan knytte dette til din hyppige bruk av skygger (og skyer), lys (og mørke), vind, regn, dråper – vær? På omslaget av boken er det en rekke fotografier, og i de fleste kan man se skygger av noe, som har lagt seg over noe annet. Hva er det du finner så interessant med disse lys- og skyggespillene? «den sorte handske matcher mørket i hendes mund / når hun gaber.» Jeg tror ikke vi skal forstå dem som metaforer på de avtrykkene menneskene lager i hverandre – i det hele tatt tenker jeg ikke på metaforer når jeg leser dine dikt. Men hva viser skyggene? Påminner de om det prosessuelle ved tilværelsen? Viser de hvordan alt tilskitnes av alt, slik at det er umulig å holde seg ren, adskilt fra omgivelsene? «Man / tænker på noget langt væk og føler sig renere.» Og: «hvordan gøres den hjernevaskede beskidt igen?»
Først når man har noe på avstand, kan man forholde seg «rent» til det; man kan forholde seg til vegetasjonen som et klassifisert (artsbestemt) fenomen – en botanisk hage med fine små skilt med latinske navn. Men så blandes alt sammen, og vekstene blir villere. Avtagende jeg-følelse. Man er ikke lenger på tomannshånd med insektene, bare en syngende sikade blant flere. Man kan tenke på noe langt vekk i både tidlig og romlig forstand – på avstand setter idealiseringen i gang. Dette fant jeg også i diktet jeg siterte i forrige mail, hvor «de reneste længsler» oppstod ved ønskebrønnen; «de pureste opspind». Hvor lett er det ikke å ønske verden god – ikke mer krig, ikke mer atomvåpen. Men hva annet er det man redder, enn sin egen selvforståelse som idealist, for god for denne verden, de reneste lengsler?
Jeg vil sitere et annet dikt i den tredje og siste delen av JHPAD:
fuglespor i lysegrønt tyggegummi på fortovet
nå, undskyld, den så jeg ikke helt, din
hævdvundne apati. det er fordi jeg lider af
en viljepsykose for tiden. joggerne løber
med tårer i øjnene. nu lider jeg så dertil også en smule
af reduceret kontrol i vågenlivet. spirrevip.
en smuk kvinde udmalede et smukt sted
med sit blik, da hun gik forbi. ligegyldigt hvad jeg gør,
selv når jeg stivner,
går jeg nogens ærinde. almindelig uegnethed praler
jeg kompensatorisk med. dumpet
af det ideologiske tilsyn jeg fører med mig selv.
en masse privatbilister
frembringer en fælleslyd. den meningsfulde vold
og den meningsløse. store solbriller som mørk te i skarp februarsol,
borgerkrigen er begyndt i det små,
alle i vejen for alle
En masse privatbilister frembringer en felleslyd. Det er artig å tenke på. Man snakker om frihetsfølelsen som oppstår når man kjører bil: Her er jeg min egen herre. Men kan man tenke seg et sted med mindre reell frihet? Om man svinger i feil retning, kjører man av veibanen og blir drept, eller man kjører i motsatt kjørefelt og dreper noen andre samtidig; om man bremser, kjører noen andre inn i deg og dere blir kanskje drept eller skadet for livstid, og kjører man for fort kan man bli tatt i kontroll av politiet, og da har man forhåpentligvis husket å ta på seg beltet, som er lovpålagt. Den som vil være fri på veibanen risikerer å bli drept eller arrestert. Det er artig at dette forbindes med frihet, for jeg har selv erfart at det føles slik (i passasjersetet riktignok, jeg har ikke sertifikat). Men da er kanskje frihet et annet ord for bevegelse?
Ja, vi var på Bolt & Jakobsens utstilling i Århus, og jeg deler heller ikke de romantiske forestillingene om revolusjonen, som man også finner i The Coming Insurrection, selv om den boka skisserer på interessant vis hvordan vi formes av dagens økonomiske politikk. Du skriver at du liker å stille utopien lavpraktiske spørsmål. Kanskje er det dét det handler om når du skriver «Landskaberne gav mig dårlig / samvittighed».
La meg avslutningsvis dreie samtalen i retning av Robert Walser og din egen prosa. I den danske utgivelsen av Røveren, som du selv har oversatt, skriver Erik Granly Jensen i forordet:
Germanisten Dierck Rodewald har i en bemærkelsesverdig analyse foreslået, at Walsers tidlige tekster - men det gælder for Røveren også - på en gang angriber og udfordrer den menneskelige forestillingsevne ved at komponere sekvenser, der ikke lader sig genskabe hos læseren som ét sammenhængende hele. Snarere end en drømmende, visionær prosa, der løfter læseren bort fra verden, returnerer læseren hos Walser i stedet til de udsagn, teksten udgøres af, udsagn som ikke er andet end det, de udgiver sig for.
Jeg syns dette også er en passende beskrivelse av dine tekster; vil du kommentere det?
Gode ønsker,
Arne
(PS: Jeg beklager at det har tatt så lang tid før dette svaret har kommet, og at jeg ikke har kommet lenger. Men nå må jeg uansett sende det fra meg, så håper jeg du lykkes med å føre samtalen videre.)
København, 14/7-11
Arne,
Jeg sidder i køkkenet, der er bananfluer over blommeskålen. Klokken er 0.13. Tak for dine spørgsmål og undskyld at det har taget mig alt alt for længe at svare. Eller forsøge at svare. Jeg er gået i gang med det her brev tre gange i løbet af de sidste par måneder, men er hver gang strandet i rokokooptrin fulde af apologetik og/eller en art opkog af poetologiske overvejelser jeg mener er, eller synes burde være, indlejret i teksterne selv. Og hver gang har jeg opdaget dette undervejs, hvilket kun har forstærket og fordoblet eller -triplet lagdelingerne og følelsen af at bevæge sig langt væk fra noget for med meget tynd heliumstemme at udtale sig skråsikkert. Nu er det fjerde gang, og jeg fortsætter til den bitre ende, rokoko eller ej. 0.22. Misforstå mig ikke, jeg har intet som helst imod poetologi, selvfølgelig ikke, jeg har bare opdaget at det er meget sværere for mig at svare på dine spørgsmål end jeg havde troet. Mit første brev var egentlig allerede en art undvige-manøvre, ser jeg nu. Og det gjorde du vist også. Jeg har samme sparsomme mængde hår på hovedet som manden på den 500 ml discount skurecreme der står foran mig på bordet. Han skurer en håndvask og ser triumferende afslappet på mig. Det virker fremmed på mig, at gøre rent og være så afslappet, i det hele taget: så fotogen ved vasken.
Du spørger: ”Hva er det du finner så interessant med disse lys- og skyggespillene?[...] Men hva viser skyggene? Påminner de om det processuelle ved tilværelsen? Viser de hvordan alt tilskitnes av alt, slik at det er umulig å holde sig ren, adskilt fra omgivelsene?”
Gode spørgsmål, især det sidste, som også indeholder et rigtig godt svar. Ikke et jeg kunne have fundet på, desværre. Hvis vi nu holder os til digtene i første omgang, så består JHPAD jo af digte skrevet over en tiårig periode, altså med de ældste fra cirka 1999 og de nyeste fra 2010. Én ting digtene har til fælles, tror jeg, er en særlig holdning til og optagethed af synet. Om ikke før opdagede jeg det da jeg sad med digtsamlingen og forsøgte at afgøre hvad der skulle med og ikke med. Ved siden af det dørvogterarbejde tog jeg også billeder, eller kiggede mine ældre fotos igennem, eller læste mine kommentarer til de mange film jeg så da jeg studerede film- og medievidenskab først i halvfemserne. Digte, billeder og filmkommentarer plus alle mulige mere eller mindre adspredte notater i mine notesbøger: de havde det til fælles at de igen og igen fæstnede sig ved skyggespil, som du skriver. Jeg lagde mærke til næsten de eksakt samme lysforhold med års mellemrum og skrev de samme noter næsten ordret, jeg tog de samme billeder af de samme skygger år efter år, jeg havde altid en tilbøjelighed til at lade blikket forlade en films forgrund for at skimme baggrunden for detaljer, måden vinden giver en plasticpose et rasende udtryk i hånden på den statist der skrår over vejen bag dramaet i front osv. Jeg følte mig fanget af de vaner, den måde at se på. Jeg tænkte; hvis jeg nu skriver den her bog, så ændrer det sig, vanerne forsvinder. Det interesserer mig ikke hvor de kommer fra. Men så vidt jeg ved kommer de af simpel fascination.
0.58. Måske er der også et sted en glæde over skyggen som fænomen. Over lysets mange former. Som i: LIVET HAR CHARME? Som i: DU HAR FORSONET DIG MED VERDEN VIA SKYGGERNE? I de sidste faser af mit arbejde med JHPAD sneg denne tanke sig mere og mere ind: jeg bliver nødt til at slippe af med mine vaner, eller få mig nogle nye, mere spændende, mere givende, mindre mig-agtige, nogle vaner der gør det sjovere at eksistere. Det lyder melodramatisk på mig her og nu, men mens jeg sad med manuskriptet var min arbejdshypotese (-hypnose) at jeg, hvis jeg slap denne lys/skygge-faible helt fri en gang for alle, så kunne jeg måske vinke farvel til den og virkelig endelig opleve noget nyt, skrive om noget andet fx, opdage andre ting, SE på en anden måde. 1.06. Lykkedes det så? Nej, det kan man ikke sige. Siden JHPAD har jeg ikke skrevet digte, ikke taget notater. Utvivlsomt af angst for at opdage at jeg stadig SER de samme ting, stadig lægger mærke til dette og hint som jeg jo ellers havde fortalt mig selv at jeg skulle lægge bag mig. Det kan godt være det fanger mit øje, men jeg havde jo slået fast, at det fra nu af ikke længere skulle interessere andre instanser i mig. Uden succes, frygter jeg. I prosabogen er der en tekst der omhandler dette problem. ”Men så kom jeg”, hedder den.
Jeg tager også stadig de samme billeder igen og igen. Der er åbenbart en konstans på færde som ikke nødvendigvis har noget med viljen at gøre. Det føles som et meget bedaget problem, et problem mange andre digtere ikke har, ikke vil have eller for længst har løst. Er det jegets problem? Er synet (når det ser lys/skygge) en slags rasteplads i jeg-sproget? Er lyset og skyggen bare skønhedsdyrkerens tilflugtssted i det urbane og som sådan udtryk for en slags affabel melodiøsitet?
Det bliver lidt afsnuppet det her brev. 1.13. Vi kan måske vende tilbage til noget af det ovenstående i detaljer, hvis det interesserer os. Det du skriver om Walser og mine prosatekster håber jeg at der kunne være noget om det. Han har haft enorm betydning for mig. Tror jeg. Vil jeg gerne tro. 1.21. Nu tager jeg til Helsinki og senere til Enø (which no man is) i en uges tid. Bagefter kan vi måske snakke mere om Walser? Jeg lover at jeg ikke vil være så længe om at give så korte svar fremover.
Alt godt,
René
København 25/7, 2011
Arne,
Jeg håber alt er vel hos dig i Oslo. Efter omstændighederne. Jeg sad på Enø fredag og lørdag i et sommerhus og var lammet over vanviddet. I går skimmede jeg Breiviks manifest med en fornemmelse af at være røget i hans propagandafælde. På den anden side MÅ man læse hvad han skriver og fx bede højrefløjsgrupperinger og -politikere i Finland, Danmark, Norge og Sverige forklare hvilke passager i manifestet de finder ”meget forvirrede” eller ”forvrøvlede” (som jeg har set flere udtale i et forsøg på at dekontekstualisere Breivik) og hvilke de sådan set er enige i. Jeg tror det er nødvendigt at gå i detaljer med den diskussion. Forhåbentlig kommer det til at ske. Man kunne frygte at vi i stedet ender med en ”singularisering” gennem psykologisering og dæmonisering, som jeg allerede har set sporene af, fx i dag i en tysk avis, hvor der lægges vægt på at ABB kom fra et skilsmissehjem og ikke har haft kontakt med sin far siden 1995. Come on!
I dit brev citerer du Dierck Rodewalds røver-analyse: «Germanisten Dierck Rodewald har i en bemærkelsesverdig analyse foreslået, at Walsers tidlige tekster - med det gælder for Røveren også - på en gang angriber og udfordrer den menneskelige forestillingsevne ved at komponere sekvenser, der ikke lader sig genskabe hos læseren som ét sammenhængende hele. Snarere end en drømmende, visionær prosa, der løfter læseren bort fra verden, returnerer læseren hos Walser i stedet til de udsagn, teksten udgøres af, udsagn som ikke er andet end det, de udgiver sig for.»
Du skriver, at du synes ovenstående er en passende beskrivelse af mine tekster. Det har i hvert fald altid været noget af det jeg bedst kunne lide ved Walsers tekster, især mikrogrammerne: deres løbende selvudviskning, deres overbebyrdelsesstrategi. Det filtrede, selvafbrydende, -underminerende. Aggressionen forklædt som underdanighed, forsoning og vice versa. Der er noget sylespidst over Walsers frustration som jeg beundrer meget. Mens jeg skrev teksterne til OAIM havde jeg sikkert dette i tankerne, det jeg selv husker fra skriveperioden nu er mest en slags optændt frustration over at skrive teksten, over at teksten tiltusker sig en art ”autoritet” (eksistens, konstans ...) efter skrivningens nu i og med at den kan fastholdes, genlæses osv. Det er måske paradoksalt – eller ligefrem naivt – men jeg var (og er) frustreret over den udstrakte tidslighed teksten opnår umiddelbart efter det nu den skrives i. Sebald har i et essay skrevet noget i retning af at Walsers tekster er skrevet med en pen som også er en kost, der straks fejer det skrevne ud. Netop! Den slags tekst er jeg håbløst forelsket i.
På min p.t. meget stillestående myre-blog forsøger jeg at nærme mig dette ad alskens omveje. Måske handler det også om en fascination for tekster der snarere ”gør noget”, ”agerer tekstligt” end de ”betyder” og træder høfligt ind i et afkodeligt møblement. Jeg er ikke helt sikker. Et sted på bloggen har jeg skrevet om Walser:
”Jeg har et ømt punkt for overbelastningsstrategier. Også i litteraturen. Generøsiteten der bliver fjendtlig. Når mængden af processérbart materiale overstiger processorens evner.”
Kognitiv nedsmeltning. Når noget der egentlig opfører sig helt efter bogen, altså linje for linje skrider frem med forståelighed på forståelighed, i længden folder sig eksplosivt ud i læserbevidstheden og bliver til en art støvsky på vej i alle retninger. Som i Walsers mikrogrammer, bittesmå tekstkomprimeringer der konsekvent søger mod at nedbryde læserens ønske om at ”rumme” og ”overskue”. Teksterne som læseoplevelser har derfor hos Walser mange ligheder med figurerne i hans bøger: De dirrer af modsatrettede energier, de er aggressivt underdanige, ironisk imødekommende, de lokker, ansporer, udfordrer, driller og nedgør læseren. Fordi læseren altid er i fare for at stivne som ”læser”, den lettere nedladende tekstprocessor som blasert nikkende kører sin finger under linjerne og nyder sikkerheden i ”at forstå det hele, godt og vel”.
Walsers forfatterskab ”handler om” at underminere den slags stivnen.”
Jeg vedhæfter et oplæg jeg lavede til et poesi/semiotik seminar i Aarhus i foråret. Det handler om det samme og kan måske også være et slags svar.
Alt godt,
René
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar