Brevveksling med René Jean Jensen 3/3

Her avslutter vi brevvekslingen med René Jean Jensen for denne omgang. Første del ligger her, andre del her.

30/1-12

René,

Det går lang tid mellom disse brevene, i forrige uke hørte jeg på nyhetene at det var et halvt år siden katastrofen du sikter til i ditt siste svar. Jeg skulle ønske jeg kunne si at tankene ble modnet av langsomheten, men sannheten er nok like mye at de har vært alle andre steder, slik sikkert også dine har vært (selv om vi har hatt noe kontakt, i hvert fall gitt livstegn til hverandre, på mail siden da). Jeg ønsker med dette å runde av for denne gang, ikke fordi vi er ferdig, men fordi det er på tide å publisere det. Vi har muligens snakket forbi hverandre til tider, men jeg skal forsøke å nøste opp noen av trådene, samt surre ut nye.

Glemselen går igjen i bøkene dine, både som motiv og metode, og på maurbloggen din skriver du om din skrantende hukommelse (som jeg kjenner meg smertefullt igjen i), og om litteratur som omhandler glemsel, blant annet poeten Tan Lin. Etter å sitere ham lengre om glemselens frihet og farer – fra discomusikkens hukommelsesløshet til Reagans manglende minne om hva han selv sa på pressekonferanser – skriver du: «Måske vækker Tan Lins tekster især genklang i mig fordi jeg har en elendig hukommelse. Måske rammer de noget andet, en mistanke mod det der kognitivt, bevidsthedsmæssigt lader sig indkapsle, transportere, memorere.» Du skriver at Lin ser ut til å sikte etter en slags forglemmelighet, og det er nærliggende å knytte dette til det nevnte Sebald-sitatet om Walser – at pennen hans samtidig er en kost som feier vekk det den har skrevet.

Jeg finner også denne glemselens poetikk i både JHPAD og OAIM, og jeg tror det var noe av det jeg likte best ved dem i begynnelsen. Likevel blir jeg nå litt skeptisk. Harold Bloom understreker den litterære kanons betydning for vårt kollektive kulturelle minne. Nå kan man selvsagt si mye om kanon og dens ideologiske sider, og farene ved å akseptere et kollektivt minne – men er ikke Tan Lins sammenlikning av et godt dikt med en discolåt å frata litteraturen noen av dens viktigste kvaliteter, nemlig muligheten av en annen type erindring? Ved andre eller tredje gjennomlesning føles neglisjeringen av hukommelsen noe kokett, og det er dikt i JHPAD som er glemt i det de er lest for meg, og det er ikke de sidene jeg liker best i diktsamlingen. Enkelte steder syns jeg setningene løper vel løpsk, og selv om jeg liker litteratur som motarbeider leserens automatiserte meningsdannelser, så opplever jeg meg noe satt til side for teksten, der jeg gjerne ville koble meg på den.

Andre steder føler jeg meg mer koblet på: der hvor inndelingen mellom tenkning, sansning og følelser brytes ned. Det er ganske konvensjonelt å snakke om hvordan litteraturen bryter med normalprosaens rasjonalistiske doxa, men i dine bøker syns jeg det utøves på en virkningsfull måte. Uansett hvor «postmoderne» vi føle oss i speilet hver morgen, så deler de fleste av oss inntrykkene våre inn i «tanker», «følelser», «sanseinntrykk» og liknende. Det skal jeg ikke gå til krig mot, det er sikkert nyttige størrelser for å få ting til å henge nogen lunde sammen, men det er likevel fint å ta disse størrelsene nærmere i betraktning, for så kanskje å reforhandle dem.

Derfor har jeg i det siste tenkt, med fare for å bruke et forslitt uttrykk, at diktene dine er kroppslige. Kanskje kunne man sagt sanselige, men med kroppslige mener jeg i alle fall at de understreker hele kroppens deltakelse i skrivingen, ikke bare den rene tanke: Åndsvitenskap er kroppsvitenskap. Man snakker gjerne om kroppslig litteratur der det skildres overskridende (seksuelle) erfaringer, men det er noe annet som står på spill her. Vi har vært innom synets rolle tidligere, men det er også en gjennomgående bruk av andre sanseinntrykk, blandet sammen med drømmer, fabuleringer, påstander og sitater. Jeg tror det handler om forholdet mellom bevissthet og sansning, som i kortteksten «Men så kom jeg», hvor fortelleren har tatt bind for øynene:

Når jeg sætter mig op på sengekanten, tipper jeg samtidigt det omgivende rum på plads. Med min bevidsthed selvfølgelig, ikke med synet. Min bevidsthed, det er den, der arbejder med en forestilling om faste pladser i det omgivende rum. Den forestilling om faste pladser irriterer mig, irriterer noget i mig, noget med tænke- og taleret. Den oplevelse af rummets tippen-på-plads er jeg ikke sikker på, jeg var interesseret i. Lige så lidt, som jeg er interesseret i bevidstheden og dens deltagelse nu. Lige så lidt, som bevidstheden er interesseret i bevidstheden og dens deltagelse nu, hvis den spørger mig. Hvad den sådan set aldrig rigtig gør. Jeg havde nok bildt mig ind, at jeg 100 % kunne koncentrere mig om mine sanser. Nej, ikke mine, bare sanserne, Eller egentligt omvendt, at sanserne 100 % kunne koncentrere sig om sig selv. Uden noget jeg indblandet, i det mindste ikke mit jeg, eller jeg mener: mig. (OAIM, 56)

Senere kommer teksten fram til at det er naivt å tro at konsentrerte sanser ikke involverer bevissthet, den forestillingen er «en fantastisk fælde, bevidstheden lægger for mig, og jeg falder dagligt i den.» Jeg tenker på det du skriver i ditt første brev, «Din krop forsøger at fortælle dig noget», og det er dette jeg mener med kroppslig, men jeg kunne kanskje like gjerne kalt det sanselig; at det foregår en kontinuerlig forhandling mellom sansepersepsjonene og bearbeidelsen av dem, en pendling mellom inntrykk og selvrefleksjon: «Jeg lyttede til violinen indtil ’jeg lytter til violinen’ tog over.» Tittelen på teksten, «Men så kom jeg», forsterker også dette inntrykket; jeget (altså jegets selvforhold) følger sansningen som en skygge.

Jegets forsøk på å unnslippe selvrefleksjonen antar en viss komisk karakter, det er åpenbart en håpløs oppgave. Men hvorfor forsøker du likevel? Hva finner du i denne litterære destabiliseringen av sanseinntrykk og selvbevissthet? Er det – for å stjele tittelen på et foredrag du har holdt – et forsøk på å vinne «en slags frihed»?



Alt vel,

Arne

  

Kære Arne,

Det er fredag den 17. februar 2012, klokken er 8.57. Ikke længere så koldt i København, plusgrader, tror jeg, malerne står ude på stilladset og ryger, jeg har åbnet vinduerne ud til gaden. For et par år siden købte en ven i New York noget optageudstyr med hjem til mig; jeg har længe haft en ide om at jeg vil ”lave lyd”. I nat stod jeg op og optog regnvejret, åbnede vinduet på klem, og bemærkede en konstant, dyb murren i hovedtelefonerne, som jeg ikke længere kunne høre når jeg tog dem af.  Så ville jeg straks optage forskellen på de to oplevelser, men det kan man ikke, viste det sig selvfølgelig, optage sin egen hørelse i to forskellige registre. Optage forskellen mellem to sansninger?

Den anden dag på metrostationen Lindevang var det til gengæld isnende koldt. Stationen ligger højt. Vinden skar i huden. Jeg købte et klippekort i automaten. Tog handsken af, skubbede glaslugen til side for at tage klippekortet: en pludselig og meget tør varme på oversiden af hånden.
Et par dage efter cyklede jeg hen over et hårdt, ujævnt islag på en vej og tænkte, at hvis jeg havde haft en notesbog i lommen (eller en dagbog jeg skrev på) ville jeg give mig til at malke oplevelsen. Jeg ville have fumlet notesbogen frem og noteret noget ned om automatvarmen, jeg ville have cyklet videre henover islaget, helt optændt af et sansende beredskab, mens jeg ville verbalisere løs: Hvordan føles det præcis i kroppen? Må jeg danne en metafor? Nej, lad være med det, sans → beskriv. Hvad så? Jamen, det føles som en relativt uvedkommende hamren nedefra, ikke som togets små hop over skinnesamlingerne osv. Og mens alt dette stod på ville jeg, af gammel vane, tænke underneden: Det her er bare en midlertidig 1. behandling, jeg kan altid give det 2. behandling og 3. behandling. Jeg kan altid skrive det igennem. Og jeg bryder mig mindre og mindre om den tanke.

Jeg har efterhånden arbejdet 6 år som databaseredaktør på et forlag, der producerer krydsogtværs-blade, sudoku'er og lign. Mit meget rutineprægede job minder om ordbogsarbejde, vil jeg tro. Jeg har siddet med tusindvis af ordlister, tematiske, alfabetiske, og præpareret dem, så de var klar til at optræde i krydsordsopgaver. Martin Larsen arbejdede samme sted i en periode, hvilket fremgår morsomt af hans oulipo-inspirerede 'Noter til det mere perfekte liv' (Basilisk, 2009). I gamle dage blev alle krydsogtværs-opgaver lavet i hånden af såkaldte konstruktører. Den tid det tog at lave opgaven kunne nogenlunde jævnføres med den tid det tog at løse den. Nu produceres hovedparten af opgaverne på computer. Nu producerer vi overskudstid. Det tager i visse tilfælde computeren 1 minut at producere noget som en halvgod krydsordsløser skal bruge 2-4 timer på at løse. Det forhold er fascinerende at tænke på, synes jeg. Også i forhold til litteratur. Ikke så meget i forlængelse af Laurie Anderson, der på sin seneste plade i nummeret Another Day in America siger: ”And by the way, here is my theory of punctuation: Instead of a period at the end of each sentence, there should be a tiny clock that shows you how long it took you to write that sentence.” Jeg ved ikke hvad læseren skulle stille op med den information, men ideen om at tagge tekster, altså skabe et vildtvoksende flimmer af metadata til teksterne, er jeg helt med på. I det hele taget ville jeg ønske at alle bøger var udstyret med alfabetiske ordlister, eller, måske ville jeg ønske at alle bøger havde en søgefunktion. Måske ville jeg bare ønske at alle bøger var på nettet og jeg kunne springe fra 'værkfanget' hest til hest, hvis det var det jeg havde lyst til. Fra en hest hos Thackeray til hesten hos Dostojevski til Bjørn Rasmussens heste og videre til en hest hos en kenyansk forfatter jeg ikke ved hvem er endnu. At kunne gå til bøgerne via ordene som enkeltord. At kunne sprænge tiden i litteraturen, fordi læserens tid i det enkelte værk, læserens bevægelsesmuligheder, kan føles begrænsede i en god gammeldags papirbog sammenlignet med den åbne tid, den samtidighed af ord i og udenfor tekster, der findes på nettet.

Derrida skrev i 1974 en bog, hvor han, så vidt jeg ved, stiller sin læsning af Hegel op i en kolonne overfor sin læsning af Genets selvbiografi. Indimellem og udenom svæver så Derridas marginalia, hans kommentarer. Den hedder 'Glas', jeg har aldrig læst den, ikke engang bladret i den, kun læst om den hist og her. Jeg læser ikke fransk på andet end menu-niveau, så jeg må læse den på engelsk eller tysk, men den er p.t. udsolgt i de to udgaver. I de seneste par år har jeg jævnligt tænkt på den. Og på at Derrida efter sigende har udtalt, at han skrev den med begge hænder, den ene kommenterende den anden. Tænkte fx også på bogen, da vi på Basilisk begyndte arbejdet med vores Beta-serie (som du vist kender?). Dengang overvejede vi en lignende grafisk opsætning og at bygge hæfterne op efter talmud-principper, altså med kommentar-spor indrammende kommentarspor i lag efter lag. Tekstblokke i uoverskuelighed og komplekse interne samspil!

Jeg ved heller ikke rigtig hvor jeg skal begynde denne gang. Derfor begynder jeg igen og igen. Især JHPAD opfattede jeg mens jeg samlede/skrev den, og i endnu højere grad nu, som afslutningen på noget. Jeg vidste bare ikke helt hvad. Jeg ville køre et spor til ende i den. Du har fat i hvad det bl.a. er i dit seneste brev, tror jeg (”... i denne litterære destabiliseringen av sanseinntrykk og selvbevissthet”).
Som jeg skrev til dig tidligere, opfattede jeg også JHPAD som sidste aften med notesbøgerne og den holdning til tekstproduktion de kom af. Og notesbøger havde jeg virkelig kassevis af. Jeg brugte måneder på at gennemlæse dem, hæve ting ud af dem, skrive videre på skitser, rive mig i håret over ting, citater, tanker jeg havde (ordret i flere tilfælde) fundet vigtige nok til at blive skrevet ned (igen og igen) med 2, 5, 10 års mellemrum. Og i det hele taget blive mere og mere frustreret over hele forestillingen om notesbogen som et særligt uformelt forværelse til den rigtige, senere tekst. Hele ideen om at ”hæve noget ud”, sortere i dagbøger osv. fremstod (og fremstår) for mig som en slags bedrag.  Men IKKE fordi jeg bildte mig ind at notatet var specielt autentisk eller ærligt eller noget som helst andet i den retning. Jeg vil næsten sige: gid det var så vel. Problemet var snarere logikken bag forestillingen om ”den færdige tekst” som en instans, der kunne stille mere eller mindre diffuse krav til hvad der fik lov at blive lukket ind. Ikke desto mindre fortsatte jeg arbejdet. Men altså med en klar ide om at det var sidste gang jeg ville arbejde sådan. Af samme grund plus andre (modstand mod øjebliksfetichering, eller snarere: modstand mod egne vaner, mod den selvstilisering de medfører) bruger jeg ikke notesbøger længere. Eller (mere forsigtigt): Af samme grund bruger jeg ikke notesbøger længere – for tiden.

Antropologen Michael Taussig har skrevet en fin bog om notesbøger (og om brugen af tegning i antropologisk field work). Den hedder ”I swear I saw this” (Univ. of Chicago Press, 2011). Taussig skriver bl.a. om impulsen til at tegne i stedet for at skrive, hvornår den impuls viser sig: ”Why draw in notebooks? In my own case, if not in others, one reason, I suspect, is the despair if not terror of writing, because the more you write in your notebook, the more you get the sinking feeling that the reality depicted recedes, that the writing is actually pushing reality off the page.” Han fortsætter med at citere Barthes (fra teksten 'Det mislykkes altid at tale om det, man elsker'): ”Enhver sansning, hvis man vil respektere dens livlighed og skarphed, leder til afasi.”

De sidste måneder (måske længere) er jeg sunket ned i noget jeg ikke kan beskrive entydigt. Måske er det rådvildhed, måske modløshed, måske en af de højtprofilerede skrivekriser. Under alle omstændigheder hænger tilstanden tilsyneladende sammen med ovennævnte afasi. Og et ønske om at gå længere eller gå en helt anden vej, hvis jeg skal skrive. Jeg ved ikke om jeg er ved at analysere mig frem til hvad det skulle være eller om jeg bare drømmer og lever i en slags fluffy parallel-verden, hvor jeg ser alt gennem en selvbedragerisk dis.
Nu bremser jeg mig selv, hver gang jeg hører linjer i mit hoved som jeg synes lyder som nogle der kunne have stået i JHPAD. Jeg har bestemt mig for (igen denne skråsikre vilje) at 1/forsøge at koble sansningerne fra jeg'et. 2/at lade være med at bevæge mig længere ind i selvrefleksionens felt. Ikke fordi jeg bilder mig ind at have gået særlig langt, men fordi jeg ikke (p.t.) er tiltrukket af det længere. Walser var naturligvis et forbillede på dette område, ligesom Kierkegaard og ikke mindst Wittgenstein var det, hans blik for det selvgratulatoriske, triumferende i selvkritikken i 'Den Ukendte Dagbog' fx: ”Næppe en eneste af bemærkningerne hvor jeg kritiserer mig selv er skrevet helt uden følelsen af at det trods alt er fint at jeg indser mine fejl.”
Descartes havde brug for en guddommelig bagstopper for at kunne slippe sin metodiske tvivl løs, Kierkegaards æstetiker og etiker finder også hvile i religionen for den uendelige regres selv-refleksionen medfører. Man kan altid gå et skridt længere, man kan altid spørge: okay, og hvad er der så bag dén påstand, dén indsigt, dét selvnarrativ? En anden bog jeg ikke har fået læst endnu (jeg indrømmer blankt en solipsistisk lidelse: mange bøger er bedst i mine forestillinger om hvad der står i dem), men dog har stående, og ikke mindst på grund af dens fede titel, er Manfred Franks: Die Unhintergehbarkeit von Individualität [Individualitetens uunngåelighet]. (Han er ikke i familie med Niels Frank, eller, måske er han åndeligt, det må undersøges.) Jeg kan af gode grunde ikke vide om jeg er enig med Franks baggrund for at tale om det uladsiggørlige i ”at gå bag om” individualiteten, men i forlængelse af det spor jeg fulgte i JHPAD er det ikke nogen fjerntliggende tanke. Jeg mistror forestillingen om metodisk tvivl, systematisk selvanalyse og -kritik (åh nej, endnu én af de sætninger). Jeg mistænker, at det litterært nemt ender i ”en lun rede af paradokser”, som jeg skriver et sted i JHPAD. Mens jeg skrev den bog (og OAIM) havde jeg to idealer i tankerne: a/ altid at forsøge at bevare nysgerrigheden overfor det beskrevne/analyserede/kritiserede og ikke forfalde til dovenskab og andet forklædt som ”viden”; det vil sige, så vidt muligt altid spørge: og hvad ligger der under dét og hvorfor spørger du og hvem er du egentlig? – men hvordan man end vender og drejer denne fremgangsmåde vil den altid ende i (og på grund af) udmattelse og/eller (selv)tilfredshed, fordi den jo priviligerer den spørgende eller en spørgen som instans. Nej, jeg tror kun jeg havde ét ideal. Det andet jeg ville sige var (s. 124 OAIM): Jeg ønsker at være død i hundrede år for at se mig selv og verden med større ”strangeness”, siger han. Men det ideal kan vist lægges ind under punkt a.

Det er blevet fredag den 24. februar 2012, klokken er 8.08. Jeg arbejder med krydserne mandag-onsdag, nu kan jeg fortsætte brevet her. Jeg er glad for dine spørgsmål, men lidt mere usikker på om det er lykkedes mig at svare dig. Jeg håber det.
I stilladset overfor vores ejendom fløjter en tømrer. Arbejderne hejser jernrør op og udbygger konstruktionen, tilsyneladende er det nu blevet varmt nok til at murerne kan gøre murværket færdig. Jeg har altid bedst kunne lide huse med stilladser omkring. Jeg vil ikke decideret kalde et færdigt og stilladsfrit hus for et 'bedrag', men det er tæt på.

 ”Det er lige dødbringende for ånden at have et system og intet at have. Derfor bliver den vel nødt til at beslutte sig for at forbinde begge dele.” Schlegel.

Du har sikkert ret i din indvending mod koketterierne og forglemmeligheden i JHPAD og OAIM. Jeg citerer lige hele passagen fra dit brev før jeg svarer:
”Jeg finner også denne glemselens poetikk i både JHPAD og OAIM, og jeg tror det var noe av det jeg likte best ved dem i begynnelsen. Likevel blir jeg nå litt skeptisk. Harold Bloom understreker den litterære kanons betydning for vårt kollektive kulturelle minne. Nå kan man selvsagt si mye om kanon og dens ideologiske sider, og farene ved å akseptere et kollektivt minne – men er ikke Tan Lins sammenlikning av et godt dikt med en discolåt å frata litteraturen noen av dens viktigste kvaliteter, nemlig muligheten av en annen type erindring? Ved andre eller tredje gjennomlesning føles neglisjeringen av hukommelsen noe kokett, og det er dikt i JHPAD som er glemt i det de er lest for meg, og det er ikke de sidene jeg liker best i diktsamlingen. Enkelte steder syns jeg setningene løper vel løpsk, og selv om jeg liker litteratur som motarbeider leserens automatiserte meningsdannelser, så opplever jeg meg noe satt til side for teksten, der jeg gjerne ville koble meg på den.”

Jeg er meget fascineret af Tan Lin, men egentlig mest som teoretiker. De interviews jeg har læst med ham, bl.a. dette fra Jacket2 (Writing as metadata container; http://jacket2.org/interviews/writing-metadata-container) kredser om mange af de spørgsmål til litteraturen, tekstproduktionen og ikke mindst læsningen (læsemodi) som jeg interesserer mig for.
Jeg har fulgt ham siden sidst i halvfemserne, men opfatter ikke det jeg har skrevet som værende i forlængelse eller forkortelse af ham. Tværtimod/desværre/heldigvis. Jeg har mere ”brugt” ham som et pejlemærke i forhold til hvad man kan gøre med teksten, hvordan forskellige nye medier og sociale fora kan åbne for opfattelsen af hvad det vil sige at læse en tekst og hvad en tekst i det hele taget er. Jeg deler hans skepsis overfor alle vaneforestillingerne om litteratur, og er især interesseret i det han siger om vores måde(r) at læse på på internettet (surfing, skimming, tekstdynamik …) og undrer mig over at disse ting synes at have givet en så relativ begrænset feedback i måden der skrives på.
Jeg føler mig også meget på bølgelængde med Tan Lins interesse for det såkaldt ”efemere” (fra græsk, cirka: det der kun varer en dag). Det er selvfølgelig korrekt, som du påpeger, at litteraturen fungerer som erindringsreservoir. Eller: det gør den også. Og det vil den utvivlsomt blive ved med. Så andre tekster kan vel beskæftige sig med andet i diversitetens navn? Erindring er fint og problematisk på alle niveauer. Det at jeg interesserer mig for forfattere og teksttyper, der ikke honorerer 'memorabiliteten' som værdi, betyder langtfra, at jeg principielt har noget imod tekster og forfattere der gør. Eller mod litteraturen som kulturelt eller ligefrem civilisatorisk projekt. Fint med mig. Hvornår er det solen eksploderer? Nej, undskyld, det var koket.
Dengang jeg skrev dagbog udfoldede jeg selv erindringsstilisering i stor stil. Det og så verdensmalkningen blev jeg træt af. Notesbogen har jeg brugt på samme måde, men også som skjold i visse situationer, fx de akavede, hvor det pludseligt at blive meget forhippet på at ”tage et lille notat” kan være en herlig eskapistisk buffer.
En interesse for det midlertidige, efemere, den glimtvise sansning, det fundne objekt kan naturligvis have forskellige udformninger, og nogle kan måske være ligefremt destruktive, kulturelt set.
Jeg tror jeg er meget fredelig i den henseende med min store forkærlighed for det fundne objekt, især den fundne tekst. Jeg er næsten pinlig berørt over hvor stor en læseglæde jeg kan opleve ved at finde nogens tabte indkøbsseddel eller – endnu bedre – breve og sedler. Jeg elsker den åbenhed disse tekster har. Alle de sikre koordinater fra traditionelt litterært forankret tekstproduktion, såsom forfatternavn, forlag, genre og diverse anerkendelses- og belønningsstrukturer, moder og så videre, er her fraværende. Jeg er ikke ude på at kvalitetsbestemme den fundne tekst, jeg er herligt fri for noget lignende. Jeg ved det er en tekst, et fragment, der ikke endegyldigt lader sig syntetisere, ikke kan bindes til en proveniens; jeg aner ikke hvem der har skrevet den og hvem den er til, hvor herligt! 
Hos Walser handler interessen om det midlertidige (det trad. nedvurderede) om et bevidst angreb på forankrede kulturelle værdisætninger og hierarkier. Hvis noget (hos de værdisættende) ikke opfattes som havende værdi, kan man være sikker på, at han vandrer forbi og besynger det på et tidspunkt. Men Walsers hierarkikritik er ikke så primitiv, at den bare handler om en omvendelse (de store skal blive små …), nej, han overvåger og kritiserer samtidig sin egen hierarkikritik, og kaster derfor et kritisk lys over selve tilskyndelsen til at organisere verden i værdier.
Jeg synes jo ikke man kan sige, at selv Walsers mest lagdelte og komplekse tekster er ulæselige, eller at de enstrenget går efter at overbelaste læseren, så hun ikke kan huske hvad han (det er en tvekønnet læser) har læst. Jeg synes heller ikke flertallet af mine egne tekster arbejder sådan.
Det jeg skrev på myrebloggen var: ”Måske vækker Tan Lins tekster især genklang i mig fordi jeg har en elendig hukommelse. Måske rammer de noget andet, en mistanke mod det der kognitivt, bevidsthedsmæssigt lader sig indkapsle, transportere, memorere. Håndtasken med ord i. Jeg kunne også godt lide eklekticismen i hans digtsamling Lotion Bullwhip Giraffe fra 2000. Modviljen mod det ordnede værk ligger ikke så langt fra de andre modviljer jeg synes jeg kan få øje på i hans bøger.”

Altså, det handler snarere om en mistro overfor (for nu at sige det kort) det overskuelige, end om en stor glæde ved ikke at kunne huske en tekst, når jeg har læst den. Jeg kan ikke se nogen kvalitet som sådan i den tekst, der efter endt læsning står og dirrer i læserens bevidsthed og vil huskes (er det ikke ofte tekster af typen ”ordre”?), men det jeg siger er på den anden side heller ikke, at enhver form for ”instantly forgotten” tekstskrabsammen interesserer mig. Hele mit (desværre p.t. sovende) arbejde med myrebloggen og min tvangsprægede læsning af Hölldobler og Wilsons monumentale myrebog, handler faktisk bl.a. om hvad der sker med bevidstheden (”min”), når den skal læse tekststykker hvor kun en meget lille del giver mening. Som fx når jeg læser mig gennem alenlange kemiske formler for diverse myrearters feromoner. Der sker ofte det, at jeg tænker på noget andet imens, ganske enkelt. Det skriver jeg så ned. Jeg ved ikke om det nødvendigvis er interessant for andre end mig, men det forekommer mig nødvendigt at fortsætte med at gøre det, når jeg engang bliver adlet og får mig et slot og en grevetitel og kan lægge krydsogtværserne bag mig.

Men for at vende tilbage til Walser og Sebalds formulering om pennen som kost: Jeg holder meget af Walser fordi han for mig at se skriver disintegrerende mobiler og har en særpræget uigennemsigtig lethed. Han er komprimeret og svævende på én gang. Hans uvilje mod at blive fastlåst og fastlåse sig selv i positurer er jeg også forelsket i. Han peger på værdien og afviser den i samme nu, han udstiller hierarkier det ene øjeblik og synker hen i overdreven lykke over en lille dreng ved et springvand bagefter, herligt. Jeg lider nemlig af en til barnlig trods grænsende modvilje mod forestillingen om at glæde ved eller forundring over fænomener i verden skulle være udtryk for idyllisering (parodieret bl.a. her, JHPAD s. 54: ”Den politiske situations alvor formindsker/min glæde ved at være i besiddelse af lunger.”). Og et andet sted, i OAIM s. 82-83: ”Er det at udtale sig offentlig som at træde over en tærskel, og kræver denne tærskelovertrædelse, at man opper sig? Tror du, det politiske er lig med den midlertidige brynje, OppeSig?”
Walser gestalter et vildt krydsfelt af blikretninger, en slags knopskydninger af selv’er, hvor ingen position får lov at stå uimodsagt, og hvor sætningerne vender sig mod hinanden. Der er noget pulveriserende over hans tilgang til verden, som jeg føler mig meget hjemme i. Eller følte mig hjemme i, da jeg skrev JHPAD og OAIM.
Det handlede for mig at se altså ikke primært om at skabe tekster der ikke kan huskes, men nok om (blandt andet) at stille spørgsmålstegn ved kriterierne for ”huskværdighed” og værdi.

Hvad bliver det så til med mit optagegrej? Ikke meget. Jeg har begået alle begynderfejlene, optaget for lavt, for højt. Jeg har prøvet at agere audeur i hjemmet (altså være det lydlige modsvar til en voyeur) og optage de andre familiemedlemmer uden de vidste det. Børnene er ligeglade, min kæreste bliver sur. Jeg har udviklet mig en lille smule siden barndommen, hvor jeg hemmeligt optog min lillesøster for at drille hende med optagelserne bagefter. Det har jeg ikke gjort, endnu. Men der er stadig et ønske om at indfange det forbigående, det efemere. Det var det notesbøgerne var fulde af. Men de var også fulde af selvrefleksionsmateriale, eller hvad jeg skal kalde det. Så nu forestiller jeg mig altså at næste skridt kunne være helt at koble sansningen fra jeg'et. Hvordan? Ved at dø og opnå ”strangeness”? Nej. Ved at opsøge bevidsthedsmæssige yderpunkter, fx ved at indtale tekster i diktafon under indsovning og opvågning? Nej. Ved at tage mescalin og skrive imens? Nej. Ved at blive hypnotiseret til at tro man er en anden, eller bedre, INGEN, og så skrive derfra? Nej. Ved at blive til RENT ØJE, ÅBENT ØRE, DIRRENDE HUD osv? Måske, men hvordan gør man det? Og har man overhovedet brug for teksten? Er den ikke en omvej, låser den ikke tiden fast, hæmmer den ikke? Hvordan kan det være, at mange af de ting jeg gerne ville have teksten til at gøre/kunne, er ting jeg elsker ved andre medier som tit er decideret bogfremmede? Tidsligheden, kroppen i rummet i Buster Keatons film, der findes efter min mening ikke meget der er smukkere. Den umælende, handlende, timede krop! Hvordan skriver den, hvordan skrive den?

Jeg ved det ikke. Det forlag der udgav OAIM lukkede meget brat 14 dage efter bogens udgivelse. Dét er midlertidighed, jeg fik et tilbud om at opkøbe ”restoplaget” billigt. Det gjorde jeg ikke, jeg tror bogen røg på en slags tilbud i en håndfuld boghandlere. Det passer meget godt til den overordnede stemning OAIM vækker i mig. FRUSTRATION. Som jeg også synes mange teksterne afspejler eller omhandler. Der er en ”dirty metaism” på færde rundt omkring som nogle gange (for mig, når jeg læser dem) har noget aggressivt over sig jeg godt kan lide, andre gange virker pinagtigt gestiske. Den tekst du refererer til, ”Men så kom jeg”, er ikke så tonalt frustreret, snarere mellow, men den omhandler vel egentlig også allerede det jeg beskrev ovenfor, altså en drift imod det bevidsthedsløse nærvær, hvad det så end skal betyde og være. Måske en slags frihed? Så hvor står jeg nu? JHPAD (s.53): ”...jeg udvikler mig, måske, eller holder min selvgenkendelse bare pause?”

Når jeg tænker på og frustreres over om jeg nogensinde skal skrive noget igen, er det første ord der falder mig ind et hjemmelavet: robotært. Det skal være robotært. At skrive som en robot. Jeg bilder mig ind, at det ville være noget andet end jeg tidligere har lavet, en ny vej at gå og/eller længere ud af den gamle. Kan det være begge dele på én gang? Som jeg skrev: ”Jeg har bestemt mig for (igen denne skråsikre vilje) at 1/forsøge at koble sansningerne fra jeg'et.” Det lyder umuligt, paradoksalt, selvmodsigende, frustrerende, komisk.

Kh

René