I forbindelse med at Kristian Lundbergs Yarden i fjor kom i en norsk oversettelse ved Trude Marstein, inviterte vi et knippe skribenter til å skrive om boken fra ulike perspektiver. Men tiden gikk og hele prosjektet rant ut i sanden. Nå når Lundbergs siste roman, og frittstående oppfølger til Yarden, Och allt skall vara kärlek, også har blitt oversatt til norsk, benytter vi anledningen til å publisere en av tekstene vi dessverre ikke fikk publisert i fjor. Den er skrevet av Malte Roed Lunden, som blant annet har skrevet om det tomme arbeidet og andre emner i Information.
Vikarens udbredelse er tegnet på et arbejdssamfund fyldt med arbejdere, der ikke længere har status af at være arbejdere. Kristian Lundbergs Yarden er en intens og lysende beskrivelse arbejdssamfundets skyggeside.
Kristian er ansat som vikar på en havneplads i Malmö, kaldet Yarden. Her pakker han kasser til transport, flytter biler frem og tilbage, skraber ruderne på bilerne i isende vejr, sorterer forsendelser. Yarden beskriver Kristians omvendte klasserejse. Efter en midlertidig opstigning i medieverden som skribent i dagbladene, ser Kristian sig nødsaget til at vende tilbage til kropsarbejdet, og med dét en tilværelse der opsluges af arbejdet: udmattelse, isolering og desorientering.
Selvom det kunne lyde sådan er Kristians omvendte klasserejse ikke en rejse tilbage i ”arbejderklassen” – oftest tænkt som den hvide mandlige håndværker, der har et fag at organisere sig omkring. Vikaren er arbejderen der ikke længere har et fag – men kun færdigheder at sælge ud af løbende. Men vis beredvillighed (af mangel på andet arbejde) og omstillingsparathed (af frygt for at miste sin ansættelse) i sig selv er et arbejde. De er mænd uden egenskaber: Vikarerne er denne fleksible og uadskillelige del af arbejdsstyrken, der tvinges ansættes til hvilket som helst job, hvor som helst, lavende hvad som helst. Vikaren er altså arbejderen, der ikke længere har status af en arbejder, men som blot er ansat til at fylde hullerne. Der først og fremmest sælger sin villighed til at tage det arbejde som ingen andre vil have. Og så alligevel: For uden for Yarden står der hver uge en kø af nye mennesker – papirløse og besiddesløse – parate til at træde i stedet.
Yarden er også eksemplet på en arbejderklasse der har mistet sin fabrik som samlingssted. Stedet er der stadig, men som en plads – for arbejderne skiftes hele tiden ud. I Yarden har nogle af arbejderne faste ansættelser, men en voksende del af dem bliver lejet ind til lejligheden, som oftest for at erstatte en af ’de faste’:
”På godsvirksomheden hvor jeg har arbejdet et par nætter den seneste uge, får jeg at vide, at de har afskediget to af de seks fastansatte. Antallet forsendelser der skal sorteres og transporteres er uforandret. Arbejdsbyrden bliver altså større – og ved spidsbelastninger, som til jul, lejer man ekstra personale ind på timebasis. Sådan nogen som mig. Sådan nogen som mig, der gør det muligt at afskedige fastansatte personer og minimere de faste omkostninger” (54).
Her ser vi altså arbejdslivet under just-in-time production – ’lige-til-tiden-produktion’ – hvor virksomheder forsøger at fjerne sin egen ”spildtid” ved at lægge den over på arbejderne. Det sker i form af krav om fleksibilitet (mød kun på arbejdet når de har brug for dig, just-in-time) og midlertidige ansættelser (måske har de ikke brug for dig i fremtiden, og derfor vil de ikke risikere at spilde tid på din ansættelsestryghed). Mere simpelt, så erstatter man fastansatte arbejdere med vikarer.
I Yarden sker denne udskiftning i en sådan udstrækning, at vikarerne ender med at være på pladsen lige så meget som de andre. Så får vi oxymoronet: Faste vikarer. Som logikken fortsætter, vil det være det eneste der er tilbage.
Det er svært at yde retfærdighed til en så lysende bog som Kristian Lundbergs, en bog der har så mange indgange, som den har paragraffer, og som egentlig handler lige så meget om poesi og tid, fattigdom og slægtskab, mennesket og venskab, som det handler om arbejdet. Men hvad bogen lykkes med er, at gribe fast midt i udmattelsen og desorienteringen, at nedskrive de mange situationer på arbejdspladsen, der nok følger hinanden fragmentarisk, som var de uden tid og sammenhæng, men netop af denne grund bliver sande: ”Det jeg ikke fortæller om har aldrig sket, det jeg beskriver er det jeg gennemlever”. Ud af denne sammenhæng, denne gennemlevelse, træder på helt nye vilkår et voksende klassehad. Indsigten om at klassekampen aldrig har taget slut, men at det er proces der hele tiden har pågået, blot med omvendt fortegn: hvor de besiddesløse hele tiden taber. ”Vi fører ikke klassekamp. De gør. De der allerede ejer.”
Og nye spørgsmål, fx: Hvordan kan man genfinde solidariteten, når man ikke længere har et fag eller fast arbejdsplads?
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar